Gratinerede ansjoser – acciughe gratinate

Lille lyseblå fisk. Ansjosen er en lille fisk, som indgår i kategorien ‘pesce azzurro’, (‘lyseblå fisk’ på dansk), som betyder, at fiskene fanges i middelhavet. Italienerne tilbereder ansjoser på et utal af måder, men de gratinerede ansjoser er en af de bedste opskrifter, jeg har prøvet. Men jeg har godt nok også en svaghed for alt, der bliver gratineret efter denne metode.

Disse ansjoser købte vi i det lokale supermarkeds fiskeafdeling til fem euro kiloet. De var så lokale, som de kunne blive, for de er fanget i Monterosso al Mare, tæt ved os. Monterosso er en af de fem smukke kystlandsbyer, der udgør de ‘Cinque terre’ ved den liguriske klippekyst. Byen har hele to fester (sagre) om året, der fejrer ansjoserne. I juni var det fritterede ansjoser, der blev fejret, og den 17. september kan man opleve byen feste for de saltede ansjoser, som er en lokal specialitet.

Friske ansjoser er ikke altid nemme at finde i Danmark, og dyrere er de også, men de smager skønt, så tøv ikke med at prøve ansjoser, hvis du finder dem friske hos din fiskehandler.

Vi er netop vendt tilbage til København efter otte måneder i Ligurien. Så fremover vil opskrifterne på bloggen blive til i vores lille køkken på Frederiksberg. Istedet for anekdoter om vores udskejelser i det italienske, kommer bloggen til at indeholde flere tips til, hvordan du kan lave god italiensk mad med de råvarer, vi kan få i Danmark. Det må vi se som en udfordring.

Men først får du de opskrifter, jeg stadig har liggende fra vores tid i Ligurien, henover de næste uger.

Ingredienser 4 personer

1/2 – 1 kilo friske hele ansjoser
2-300 gr. rasp
1 fed revet hvidløg
Bredbladet persille
1-2 skefulde revet Pecorino Romano
Ekstrajomfru olivenolie
Salt

Sådan gør du

Du starter med at rense ansjoserne. Hold ansjosen i den ene hånd med ryggen ind mod håndfladen. Brug den anden hånd til at rykke blidt i fiskens hoved, til det løsner sig. Riv nedad, sådan at maven kommer med ud. Skyl hele tiden under rindende vand. Der hvor hovedet er revet af, kan du se rygsøjlen. Riv også den forsigtigt af. Halen kan du lade sidde eller rive den af alt efter, hvordan du bedst kan lide det. Det samme med de små finner i siderne. Tør og åbn fiskene, og læg dem til side på et fad.

Tænd ovnen på max varme, 250 grader eller mere. Du kan enten bruge normal ovnvarme eller grillfunktion med varmluft. Forbered et ovnfast fad med bagepapir. Lav en blanding til gratinering af rasp, revet hvidløg, revet Pecorino, hakket persille og olivenolie. Blanding skal ikke være tør, men heller ikke en våd pasta. Den er god,når du kan forme en kugle, som går i stykker, så snart du puffer til den.

Vend ansjoserne i blandingen og læg dem ved siden af hinanden i fadet. Ansjoserne skal være ‘åbne’, og de må ikke ligge oven på hinanden. Når du har lagt alle ansjoserne på fadet stænker du lidt ekstra olivenolie henover dem og sætter fadet øverst i den brandvarme ovn. Ansjoserne skal ikke have længe i ovnen, ca. fem minutter. Kig til dem, de skal være sprøde udvendigt uden at blive tørre indvendig. Vi skulle prøve med et par fade, før vi fandt den helt perfekte tid – det kommer helt an på din ovn.

Når du tager ansjoserne ud af ovnen kværner du lidt salt henover og serverer dem, mens de stadig er brandvarme. Dryp gerne med lidt citron også.

Se flere opskrifter med fisk, eller se alle vores opskrifter på antipasti.

Comments
One Response to “Gratinerede ansjoser – acciughe gratinate”
Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] Gratinerte ansjoser fra Min mands italienske køkken. […]



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

  • Kontakt os

    Skriv gerne en kommentar her på bloggen, eller skriv til vores mail: minmandsitalienskekoekken@gmail.com
%d bloggers like this: