Pizza Margherita
Pizza Margherita. Den helt klassiske og simple pizza med tomat og mozzarella – den har en sin særlige plads i det italienske kulinariske univers. Denne opskrift på pizza Margherita har jeg fået af min svigerinde, som serverede pizza forleden. Hun bager pizza i aluminiumsforme, som gør, at bunden bliver knasende sprød.
Den hjemmelavede pizza har en lidt tykkere og luftigere bund end de tynde pizzaer, som bages i stenovn i italienske pizzeriaer. Denne pizza minder mere om den, man kan købe i de fleste italienske bagerforretninger (bare bedre ;-)).
Ingredienser
500 ml. purerede tomater (passata di pomodoro)
1 fed hvidløg
Ekstra jomfru olienolie
En lille håndfuld friske bassilikumblade
2 – 3 friske mozzarellaoste
ca. 330 gr. uhævet grunddej til pizza.
Sådan gør du
Varm ovnen op til max temperatur.
Varm et skvæt ekstra jomfru olievenolie op i en kasserolle, tilsæt de hele fed hvidløg. Pas på, de ikke tager farve. Tilsæt purerede tomater og basilikumblade. Lad tomatsovsen simre under låg i ca. 40 min. Lad den derefter afkøle, inden du bruger den på pizzaen.
Når pizzadejen er hævet (se opskrift og fremgangsmåde til dejen her), former du den med hænderne i en aluminiumsform (eller flere) med ekstra jomfru olivenolie i bunden.
Dæk så dejen med tomatsovsen til en halv cm. fra kanten. Tomatsovsen skal lige akkurat dække dejen.
Sæt så pizzaen midt i den brændvarme ovn, og lad den bage i 10-15 minutter, eller indtil tomatsovsen er tørret lidt ind (ikke helt udtørret – men heller ikke våd) og bunden er sprød (løft pizzaen lidt op fra formen for at tjekke).
Imen skærer du mozzarella i tynde skiver. Tag så pizzaen ud af ovnen, og dæk den med mozzarelaskiverne. Sæt pizzaen tilbage i ovnen og lad den bage de sidste 5-10 minutter med grill og varmluft, sådan at mozzarellaen smelter og bliver gylden.
Tag pizzaen ud, og pynt med friske basilikumblade i midten.
Server din pizza Margherita brændvarm.
Nøøøj hvor lyder det bare afsindigt lækkert, margherita er min uden tvivl min ynglings pizza når den bliver lavet ordentligt 🙂
Tak Sabrina. Helt enig. En god Margherita går man aldrig galt i byen med 🙂